Audi A3 er bygget på samme platform som Volkswagen Golf, men den er ikke bare en Golf med fire ringe. Designet er mere stilrent, kabinen er i mere lækre materialer og så er prisen naturligvis højere – både som ny og brugt. Prestige er ikke gratis, men man kan ikke gå galt i byen med Audi, der er blandt de mest eftertragtede mærker på markedet, så gensalgsværdien er også god.
A3 kæmper med storebror
A4 om at være mest populær som ny – som brugt er storebror dog den mest populære, og derfor kan du gøre et fint køb med A3. Bilerne med de stærke TDI dieselmotorer er de mest populære på brugtmarkedet, men de nyere A3 fås med nogle glimrende TFSI-benzinmotorer med turbo. Især 1.8 TFSI giver meget motor for pengene. 1,6 TDI er meget økonomisk med dråberne. A3 fås enten som en sporty 3-dørs eller en praktisk 5-dørs kaldet A3 Sportback.
Du får lov til at betale lidt mere for service på værkstedet end ved en tilsvarende VW Golf, men forskellen er ikke alarmerende.
A3 fås også med automatgear kaldet S-tronic. Det er af dobbeltkobling-typen, der skifter hurtigt og giver god brændstoføkonomi.
A3 blev introduceret i 1996, og modellerne er skiftet i 2003 og 2012. A3 fås også som S3 med firecylindret 2,0 liters turbomotor, firhjulstræk og 265 hk. Det er et fly uden vinger. I 2011 kom så Audi RS med femcylindret turbomotor, firehjulstræk og 340 hk – og den er mere som en raket på hjul. Yderst underholdende.